Messiaskirken
Velkommen > Om Messiaskirken > Glasmalerierne

Glasmalerierne

Glasmalerierne er lavet af Johan Thomas Skovgaard.

Til venstre i korets nordside sidder de to første vinduer, der som alle de øvrige er delt i syv felter, som alle er ordnet med billedernes rækkefølge begyndende nedefra.

Første vindue fremstiller bebudelsen ved Gabriels besøg hos Jomfru Maria, julens englebud hos hyrderne på marken, julenatten i Betlehem, flugten til Ægypten, hverdagen i hjemmet i Nazareth, den 12-årige Jesus i templet og øverst Jesu dåb i Jordanfloden.

Andet vindue viser episoder i Jesu Kristi forkyndergerning. Nederst sidder Jesus med Nikodemus, der kom til ham om natten; alene sidder de og taler om at fødes på ny, og at "således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". På næste billede står Kristus og rækker hånden ud mod markens liljer, som klædes af Gud. Det tredje billede viser vandringen på søen. Og derover sidder han med Martha, med fadet under armen, mens hendes søster Maria har valgt den gode del. I feltet derover samler han de små børn om sig, tager dem i favn og fortæller de voksne, at Guds rige tilhører børnene. Øverst oppe ander vi dette rige i herlighed, idet de to øverste felter afmaler de sovende disciple og Kristus i forklarelsen i samtale med Moses og Elias.

Tredje vindue, til højre for alteret viser Jesu lidelse og forsoningen. Nederst ser vi indtoget i Jerusalem på Palmesøndag, og så følger indstiftelsen af nadveren Skærtorsdag aften og derover sjælekampen i Gethsemane have, hvor engelen rækker Jesus kalken, han skal drikke. Derover Jesu vandring med korset og de romerske soldater med bogstaverne S.P.Q.r., det romerske senats mærke. De to næste felter viser tilsammen korsets rejsning, hvor Jesus allerede er naglet fast. Endelig ser vi øverst oppe den opstandne Kristus på vej ud af graven med sejrsfanen i hånden.

Fjerde vindue viser scener fra Kristi sidste dage på jorden. Kvinderne står ved graven og får at vide "han er ikke her". De to disciple sidder ved bordet i Emmaus og ser ham bryde brødet. Derover viser Kristus spydstikket til Thomas. Ovenover Genesareth so, hvor Jesus tager Peter til nåde. De tre overste felter viser Kriste Himmelfart.

Midtervinduet mod øst kaldes "Taksigelsesruden". Vinduet blev indsat i 1955 - 10 årsdagen for befrielsen - til minde om dem fra sognet, som gav livet under besættelsen. Kristus løfter med venstre hånd jordkloden, og den højre strækker han velsignende ud. Fra hans fodskammel daler Helligåndens due ned over apostlenes skare på pinsedagen.

Rosenvinduet i vestgavlen er det ældste og viser Kristus ved sit andet komme, stående foran det ny Jerusalem.