Demensfællesskab

Hvorfor er demensfællesskaber vigtige?

Af: Ida Kornerup og Laust Sørensen.

Demensfællesskabet i Gentofte er et samarbejde mellem Alzheimerforeningen og Gentofte Provsti.

Mødested: Messiaskirkens cafe

I denne lille artikel vil vi gerne fortælle noget om, hvordan fællesskaber stadig er en vigtig del af livet, også selvom man er ramt af demens. Og om hvordan man kan støtte hinanden i demensfællesskabet. Det er med afsæt i denne gruppe, at vi her fortæller om nogle af de erfaringer vi har gjort os, og den viden vi har fået gennem dette fællesskab.

Hvorfor er demensfælleskaber vigtige?

At være en del af et eller flere fællesskaber er en vigtig del af alle menneskers liv. Det er her vi opdager os selv, lærer af hinanden og værdsættes for det, vi bidrager med til fællesskabet. Vi er noget, når vi bliver set og anerkendt af andre. Der er de fællesskaber som er meget betydningsfulde for os, og så er der de, som er mere perifere, og hvor vi ikke har helt så nære relationer. Men det der er ens for alle er, at det er vigtigt at bliver anerkendt og værdsat af de andre i fællesskabet.

Når man som familie eller par rammes af demens, ændres balancen ofte i  både de nære, men også i de perifere fællesskaber. Især i de nære familiære relationer og fællesskaber rykkes der ved balancen ift. de dagligdags opgaver, ofte sker der det, at den demens-ramte ikke længere kan overskue de opgaver, som han/hun før har haft ansvaret for, eller at den demens-ramte skal have hjælp til helt personlige forhold.

Som pårørende står man med et større ansvar og kan godt opleve sig alene med de øgede opgaver og for ansvaret for den andens øgede behov for hjælp i dagligdagen. Det der bliver vigtigt her er, at selvom balancen og dagligdags opgaverne langsomt ændres, så er det væsentligt for de berørtes værdighed og selvopfattelse, at følelsen af at høre til og at have en betydning ikke ændres.  Som en demens-ramt sagde til os på et tidspunkt: Det vigtigt for mig at føle, at jeg stadig bliver værdsat. Og stadig at kunne bidrage til fællesskabet med min mening. Det hun siger er, at hvis vi som mennesker ikke længere regnes med i fællesskabet, hvis ingen spørger eller værdsætter ens deltagelse og mening, så er der ingen mening længere. Og uden mening – mister vi os selv. Så hvordan kan pårørende og andre omkring mennesker, der er ramt af demens, skabe og vedligeholde betydningsfulde fællesskaber?

Demensfællesskabet – et fælles betydningsrum.

De mennesker der kommer i vores Demensfællesskab er alle sammen hjemmeboende. Alle kommer her, fordi hverdagen har forandret sig. Ofte oplever deltagerne også, at de har behov for at møde andre, som lever med de udfordringer en demenssygdom giver i hverdagen.  I demensfællesskabet arbejder vi med at skabe Øjeblikke og ved at have primært fokus på at skabe betydninger for hinanden, at opleve glæde ved at møde andre og ved være med til at skabe muligheder for andre.

”Øjeblikket” er som Søren Kierkegaard siger: ”Det punkt i tiden, hvor det evige og det tidslige berører hinanden” Videre skildrer han øjeblikket som det absolutte nu, der opstår, når det tidslige, dvs. det evige griber ind i historien og det enkelte menneske tilegner sig det. Man kan fornemme øjeblikket gennem disse citater. Det er citater, som åbner vore sind for det øjeblik der er. Ofte haster vi videre i et tempo, som gør at livet og øjeblikkets møde forsvinder i tågedis. Vi er ikke til stede i det afgørende øjeblik og livet bliver derefter. Øjeblikket viser os vejen og retningen i livet, men det kræver at vi tilegner os det. Antagelsen er, at alle kan bidrage med noget, og at det værdsættes. Samværet skaber et øjeblik/rum, hvor det der går godt, det der er svært, det vi kan blive bedre til og det vi kan grine af, går hånd i hånd. Alle er der, fordi der er noget vi har behov for at dele med hinanden, om det så er minder, historier, sange eller viden om, hvordan livet er lige nu, og hvordan vi lever med det. Alle der deltager her besidder en stor viden om, hvordan det er at leve med en demenssygdom, og en stor viden om, hvordan man lever med denne sygdom. Her kan alle deltagerne bidrage med viden, der ofte genkendes og værdsættes.

Livshistorier: eksempler fra fællesskabet:

I demensfællesskabet har deltagerne delt deres livshistorier. Her har de fortalt om deres opvækst, og de relationer der har betydet noget for dem. Det der gik igen i mange af livshistorierne var, at arbejdet havde haft en stor betydning, og mange havde haft et arbejde, hvor de også selv havde haft betydning for andre. Det var meget tydeligt hos alle, at det at få lov til at fortælle sin historie, og dykke ned i noget der lå langt tilbage i tid, var forbundet med glæde og mening. For de der lytter til historierne giver det en viden om personen, ligesom det giver stof for andre til at spørge ind til. Men at dele livshistorier giver også fælles mening, da historierne også vækker genkendelse hos de andre. Og gennem historierne lærer vi hinanden bedre at kende, og får større forståelse for hinanden.

Udveksling af erfaringer:

For de pårørende er det vigtigt at have et forum, hvor man kan få hjælp af hinanden eller måske bare få lov til at fortælle, hvad der sker i hjemmet lige nu. Deltagerne er i besiddelse af en stor viden om, hvordan det er at være pårørende, en viden der gerne deles med hinanden. Nogle af de ting der går igen her, er de mange personer, der pludselig kommer ind og ud af hjemmet, eller de mange opgaver og aftaler, som pårørende nu har fået ansvaret for alene. Det er også rart at kunne høre andres erfaringer med hverdagens udfordringer, eller bare at have et rum, hvor andre lytter til de forandringer og udfordringer hver især står i.

At dele sorger og glæder. Få lov til at være.

I Demensfællesskabet har vi altid en runde, hvor de der har lyst, fortæller om det, der sker lige nu. Det er en mulighed for at følge med i hinandens liv, men også i respekt for, at alle har noget at sige, som vi gerne lytter til. Når vi mødes i Demensfællesskabet er fællesskabet også en vigtig faktor. Der skal være tid til at snakke i mindre grupper også, ligesom alle sætter stor pris på, at vi synger sammen. Så fællesskabet er hele tiden en balance mellem at gøre noget sammen, og at dele noget med fællesskabet. Det giver mulighed for at bidrage, men også for bare at være med som en legal deltager.

Sangbogen er altid med.

På billedet ses deltagerne i færd med at hygge, snakke og drikke kaffe. Men sangbøgerne har også en fast plads, og er altid en del af samværet. Alle kan lide at synge, og sange man har sunget gennem et langt liv glemmes ikke, og vækker fortsat gode minder. At synge er derfor en god måde at være sammen på, hvor alle kan deltage og glæde sig sammen. Gennem sangen skabes en fælles nærhed og stemning, der er god at tage med sig hjem.

At fejre fødselsdag.

I ethvert liv er der begivenheder der betyder noget, og dem vil man gerne dele med andre. At fylde år, og at blive fejret, er uanset alder en glædelig begivenhed.

På billedet ses tydeligt, hvor stolt ”fødselaren” er over at dele dagen med de andre deltagere. Det er hans hustru der har lavet lagkagen, og den er ligesom han gerne vil have den. Også her ses, hvordan betydningsfuldt det er at have nogen at dele glæde og kage med.

Sammenhold og glæde uden for mange krav.

I november måned var Demensfællesskabet ved Messiaskirken i Gentofte Provsti, så heldig at få bevilget midler til en udflugt til Møn. Turen var tiltrængt efter den første nedlukning, hvor alle deltagerne i gruppen ikke kun havde levet med færre sociale betydningsfulde kontakter, men også havde oplevet store udfordringer med at få en anderledes hverdag til at hænge sammen. De tre herrer på billedet udgør en lille herregruppe i vores demensfællesskab, og de ynder at sidde sammen til møderne og grine lidt. Det letter, når hverdagen er svær. De er alle tre ramt af demens i forskellig grad, og kommer her sammen med deres hustruer. På turen til Møn havde de ikke set hinanden i lang tid. Billedet her viser, hvad venskaber betyder. Her er vi på vej ud på en rundvisning, og på billedet kan man også se, at for dem er mødet med hinanden vigtigere end det, at vi skal rundt med en guide i slottets have. De har mest brug for bare at være sammen, og gider egentlig ikke gå særlig langt. Her nyder de hinanden, mens de betragter os andre, der gør klar til den guidede tur.

Hvis du ønsker mere information om Demensfællesskabet i Gentofte, eller ønsker at melde dig til caféen i Messiaskirken, kan du kontakte  Laust Sørensen på tlf. 40 14 99 08 eller e-mail laustgadegaard@gmail.com